Ved mammografiundersøgelsen presses det nøgne bryst så fladt som muligt mellem to plader, mens billederne bliver taget. Det er nødvendigt at sprede kirtelvævet for at kunne se detaljer og eventuelle små forandringer. Der tages fire røntgenbilleder - to af hvert bryst. Undersøgelsen tager cirka fem minutter. 

Billedserie - sådan foregår det:




Efter undersøgelsen
Røntgenbillederne undersøges efterfølgende af to særligt uddannede røntgenlæger. Hvis du tidligere har fået udført en mammografi, sammenligner lægerne de gamle billeder med de nye for bedre at kunne bedømme eventuelle ændringer i brystet.

Svar på undersøgelsen
Du og din praktiserende læge får skriftligt svar senest to uger efter undersøgelsen. Ca. 97 procent af de undersøgte kvinder får at vide, at der ikke er fundet tegn på kræft. 
 
I nogle tilfælde kan det på screeningsbillederne være svært at skelne godartede forandringer fra ondartede knuder. Derfor bliver nogle kvinder indkaldt til en supplerende undersøgelse, en såkaldt klinisk mammografi.

 

Mistanke om fejl ved undersøgelser for brystkræft

I nyhederne kan du flere steder læse og høre om, at der er mistanke om fejl i forbindelse med undersøgelser for brystkræft på Regionhospitalet Viborg. Det drejer sig om undersøgelser udført af en enkelt læge.

Denne læge har ikke været involveret i gennemgang af de billeder, der tages ved screening for brystkræft i regionens screeningsenheder.

Du kan læse mere om sagen og om hvilke kvinder, der vil få tilbudt en ny undersøgelse, på www.rm.dk/brystinfo.

30. juni 2017