Opdaget i tide
Hvis du bliver undersøgt regelmæssigt, er der større sikkerhed for, at eventuelle forstadier opdages, så du kan blive behandlet, og forandringerne ikke udvikler sig til egentlig livmoderhalskræft. 

Skånsom og effektiv behandling
Celleforandringer kan behandles effektivt med små og skånsomme indgreb. Hvis tilstanden derimod får lov at udvikle sig til kræft, er det nødvendigt med større indgreb. 

Underlivsundersøgelsen
De færreste kvinder bryder sig om at få foretaget en gynækologiske undersøgelse (en underlivsundersøgelse). Selve celleskrabet gør dog ikke ondt.

Overbehandling
Svære celleforandringer kan forsvinde af sig selv, men gør det sjældnere end de lette celleforandringer. Hvis der er fundet celleforandringer, bliver du derfor indkaldt til en ny (grundig-ere) undersøgelse hos en gynækolog. Hvis der ved denne undersøgelse findes svære forstadier til livmoderhalskræft, vil gynækologen næsten altid anbefale behandling i form af en mindre operation – et såkaldt keglesnit.

Uro
Selve undersøgelsen og venten på svar kan medføre frygt og uro. Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, om uroen føles overkommelig, eller om den fylder uforholdsmæssigt meget. Tal med lægen, hvis du føler dig urolig.