Screeningsundersøgelsen 

Screening for brystkræft foregår ved en røntgenundersøgelse af begge bryster (mammografi). Kvindens bryster løftes op og placeres på en plade. En anden plade sænkes ned over brystet og presser brystet sammen.

Der tages et røntgenbillede ovenfra og et skråbillede af hvert bryst. Det kan være ubehageligt at få presset brystet sammen - især hvis brystet er ømt og spændt i forvejen. Undersøgelsen tager ca. fem minutter.

Ved en screeningsundersøgelse for brystkræft er der ikke en læge til stede, og der tilbydes ikke yderligere undersøgelser som fx ultralydsundersøgelse.

Brystimplantater

Hvis en kvinde har brystimplantater kan hun godt blive screenet for brystkræft. Det kan dog give udfordringer, og det er derfor vigtigt, at kvinden informerer personalet om, at hun har brystimplantater.

Læs mere om screening for brystkræft, hvis du har brystimplantater.

Transport 

Da undersøgelsen er frivillig, skal kvinden selv sørge for transport til og fra screeningsstedet. 

Se oversigt over de fem screeningssteder i Region Midtjylland.

Efter undersøgelsen

Røntgenbillederne undersøges efterfølgende af to særligt uddannede røntgenlæger. Hvis kvinden tidligere har fået udført en screeningsundersøgelse for brystkræft, sammenligner lægerne de tidligere billeder med de nye, for bedre at kunne bedømme eventuelle ændringer i brystet.

Hvis røntgenbilledet giver mistanke om kræft, vil kvinden få tilbudt en tid til supplerende undersøgelse af brystet (en klinisk mammografi), som skal finde sted senest 14 dage efter røntgenlægerne har vurderet, at røntgenbillederne giver mistanke om brystkræft.

Læs mere om svar på røntgenundersøgelsen af brystet.

Læs mere om indkaldelse til supplerende undersøgelse - klinisk mammografi.

Revideret 16-05-2019